BRIO togbanen

Denne blog har intet med nuværende parforhold at gøre – blot nogle tanker, jeg har gjort mig om hvordan et brudt parforhold kan anskues.

Min søn – 7 år gammel. Han har virkelig haft stor glæde af forskelligt legetøj gennem tiden. Klart, der er epoker med legetøj. Der er diverse klodser, dukker, store biler osv. Altsammen med evnen til at indtage selv den mindste afkrog af huset, henover småt lego, til små biler og alt lign. 

En ting har dog varet ved gennem mange år – noget han har vendt tilbage til igen og igen. Nogle gange er det blevet stillet væk for en stund, puttet i en kasse – og han har fortalt far at “Nu er det slut med den BRIO togbane”. Ikke længe efter kommer jeg hjem, og ser ham igen med samme briotogbane. Direkte adspurgt, om ikke han var færdig med den togbane har svaret altid været noget i stil med: 

“Jo men far – det var fordi, der var en hjul der var ved at falde af”

Hjul, skorsten, manglende skinner, det havde svært ved at køre – eller også kunne han bare ikke sige farvel. Det korte og det lange er – BRIOtogbanen har indtaget hjemmet i mange år. Det har fyldt huset med sine kringlede baner, bygget af skinner – og til trods for, hvor tit der forsøgtes ryddet op – så lå der altid en lille rest som mindede mig på netop sønnens BRIOtogbane.

Nu er togbanen videre i livet. Jeg og sønnen har efter moden overvejelse givet den videre – i erkendelsen af. Nu er der andre, der kan få bedre glæde af den togbane. Der er nogle, der nemmere, hurtigere og smartere kan reparere det hjul der altid faldt af. Nogle, der måske nemmere kan acceptere når fødderne gør pinagtigt ondt når man træder på en af de skinner der igen igen ligger og flyder i huset. Måske kan togbanen komme videre til nogle der kan respektere og ære resterne af den, igennem mange år, slidte BRIOtogbane. 

Nogle gange, så er et parforhold blot en BRIOtogbanen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *